Anbefal denne sidePrint denne side

Royal Garden Jazzbands 50 års jubilæum

Af PREBEN HEIDE

For første gang siden midt i 1970'erne sejlede der igen en færge fra Nykøbing Mors til Glyngøre i anledning af Royal Garden Jazzbands 50 års jubilæum. Her tre af bandets medlemmer fra venstre: Tony Christensen (banjo), Per Nørbach (clarinet) og Kai Verdelin (trompet) og et tv hold fra TV2 MidtVest
Royal Garden Jazzband - minus pianisten, Svend Frandsen, der optog en videofilm - og et hold fra TV2 MidtVest
Mange benyttede lejligheden til en sjælden færgetur mellem Nykøbing og Glyngøre. Den første i 30 år. Her Per Nørbach og Tony Christensen ved et af bordene ombord
Royal Garden Jazzband - minus 1 . på færgen Stenøre, der til dagligt sejler til Fur
Et historisk billede: For første gang siden 1961 er tre af de oprindelige medlemmer af Royal Garden Jazzband samlet. Det er Erik Bendsen Poulsen (clarinet), Flemming Seiersen (bas) og Kjeld Lyngsøe Jensen (trompet). På klaver er det Poul Lauridsen, der spillede i et andet jazzband i Nykøbing i de glade 50'ere og trommeslageren John Tousig, der på et senere tidspunkt overtog trommernei Royal Garden Jazzband
To af de gamle, Erik Bendsen Poulsen og Flemming Seiersen, foran en gammel plakat for et arrangement med bandet i sin tid
Andre gamle Nykøbing-musikere fandt også vej til scenen på Belle Epoque: Fra venstre Poul Lauridsen, Jørgen Degn, Hans Jørgen Bak og Hans Colding
Og så blev der drukket økologiske Thy-pilsnere til den økologiske jazz den 11. og 12. august 2006 på Belle Epoque i Nykøbing Mors. Succesen gentages til næste år i august
Weekendens (11. og 12. august 2006) nostalgiske jazz-trip i Nykøbing Mors blev spillet hjem til succes.
Smededrengen fra Nygade, bassisten Flemming Seiersen, havde sat sig for, at 50-året for stiftelsen af Royal Garden Jazz Band skulle fejres med musik.
Sammen med restauratør Søren Danielsen på Belle Epoque lykkedes det at få affyret en swingende tretrins raket, der ramte præcist, hvor den skulle: i Danmarks modstykke til New Orleans. Af jazzelskere omdøbt til New Town.
Velfornøjede mænd, lidt tynde i toppen, med gråskæg på hagen og smukke runde maver gik i spidsen, pigerne fulgte trop med smil på læben og rytme i hofterne, og lørdag aften ved midnatstid var der trængsel på dansegulvet i færgebanegårdens gamle ventesal - akkurat som for 50 år siden i Håndværkerforeningen.

- Det er fantastisk. Jeg var naturligvis spændt på, om det ville lykkes at puste liv i jazzklubben og de gamle jazzelskere, men da jeg lørdag aften bad om en tilkendegivelse fra dem, der som unge havde været i Royal Garden Club, var der markering fra næsten halvdelen af publikum, siger Flemming Seiersen.
Han er den eneste fra dengang, der endnu er med, og han har siden 1991 været kapelmester i Royal Jazzband. Som fritidsbeskæftigelse.
Professionelt er han journalist og landmand.

Fredag aften inviterede han til jam session på Belle Epoque.
Ni af de gamle drenge gik på scenen og genskabte stemningen fra dengang, da lyst, humør og spilleglæde bragte orkestret frelst gennem de vanskeligste fraseringer.
Mens byens musikalske nestor, trompetisten Kjeld Lyngsøe Jensen, og klarinettisten Erik Bendsen Poulsen førte de gamle musikalske venner gennem jazz-standarder som "On the sunny side of the street", samledes mange af de andre ved fadølsbaren.

Nu skal man nemlig ikke spørge om lov. Men i 1956 var klubben forsigtig med sit rygte. Det kunne let plettes af alkohol.
Under pseudonymet "p" (Preben Heide) kunne man læse om klublivet: "Sodavand, ikke øl. Ikke bohemeagtig vildskab, men artig opførsel, uden at der dog af den grund lægges en dæmper på livsglæden."
Også i 2006 må vi erkende, at man kan dyrke jazz uden øl og tobak.
Men det bliver derefter.

For medlemmerne af Royal Garden Jazz Band blev det en flittig weekend. De lagde ud fredag aften med jazz-jam og spillede lørdag formiddag om bord på færgen "Stenøre", der gik som riverboat mellem Nykøbing og Glyngøre.
Bagefter var der et par timers frokostjazz på kajkanten og endelig lørdag aften godt tre timers jazz band ball på Belle Epoque. Royal Graden Jazz Band kommer til Nykøbing igen i oktober.
Bandet skal spille ved gymnasiets årsfest.



Royal Gardens 50 års jubilæum fejres i Nykøbing Mors i august 2006

Det er i år 50 år siden, at syv drenge i 14 års alderen i FDF's orkester i Nykøbing Mors tog de første skridt til det senere Royal Garden Jazzband. Det første orkester hed New Town Seven, som senere blev til Royal Garden Jazzmen og i dag Royal Garden Jazzband.

Begivenheden fejres med en række arrangementer i Nykøbing den 11. og 12. august 2006.

Det er restauratør Søren Danielsen på Restaurant Belle Epoque på havnen i Nykøbing Mors, der står bag jubilæumsbegivenhederne. Og det kommer i ordets bogstaveligste forstand ikke til at gå stille af.


Royal Garden Jazzmen i Nykøbings Mors Kommunale Gymnasiums lovsangssal. Fra venstre det eneste tilbageværende medlem fra dengang, bassisten Flemming Seiersen, basunisten Hans Jørgen Sejersen, trommeslageren Harald Degn Pedersen, banjospilleren Svend Knudsen, klarinestisten Erik Bendsen Poulsen og trompetisten Kjeld Lyngsøe Jensen.
Jam-session med gamle musikere
Fredag den 11. august lægges der ud med jam-session på Belle Epoque. Her kommer der også en række andre musikere fra 50'erne og 60'erne og jammer sammen med Royal Garden Jazzband. Alle kan deltage. Der vil være klaver, bas og trommer til rådighed.

Færgerute genoplives med musik og fest
Lørdag er der lagt op til en anden historisk begivenhed. Indtil i 70'erne sejlede der en færge fra Nykøbing til Glyngøre fra et færgeleje kun et par meter uden for vinduerne i Restaurant Belle Epoque. Denne færgerute genoplives for en dag med jazzbandet med på den første tur kl. 10.30. Også på havnen i Glyngøre bliver der fest med musik og skaldyr og fisk på grillen. Det lokale museum åbner en særudstilling, hvor der bliver fortalt om færgen og jernbanen.

Frokostjazz på kajkanten og jubilæumskoncert
Der fortsættes med frokostjazz på kajkanten i Nykøbing ved Belle Epoque kl. 12.00 med Royal Garden Jazzband. Der bliver byvandring og demonstration af Morsø-jollen og kajak-udlejning. Kl. 18 serverers den store Belle Epoque-buffet. Kl. 21.00 går Royal Garden Jazzband på scenen med jubilæumskoncerten.

Dette herlige visitkort er orkestrets første
Royal Garden Jazzclub genåbnes
Og det er ikke kun færgeruten Nykøbing-Glyngøre, der genåbnes for en dag. Det gør Royal Garden Jazzclub også. Som i de gode gamle dage med rødternede duge og stearinlys i flasker på bordene. I sin tid var bandet husorkester i den gang en af landets største jazzklubber. Hvem husker ikke klubaftenerne hver anden torsdag aften på 1. sal i Håndværkerforeningen. Her spillede husorkestret for en øl eller to for et par hundrede unge i islandske sweaters og fløjlsbukser for at skaffe penge til at få de store jazz-navne til Limfjordsøen. Restauratør Søren Danielsen har fundet gamle effekter fra klubbens første år. Der bliver kun plads til 100 til klubaftenen, og over halvdelen af billetterne er allerede solgt.

Der vil under festlighederne blive solgt CD'ere med Royal Garden Jazzband, så der kan bringes et minde med hjem om de "gode, gamle dage".

De resterende billetter til både jam-session fredag aften og til jubilæumskoncerten lørdag kan bestilles på: Telf. 97 72 31 00 - mail: info@belleepoque.dk

Den gamle journalist kommer også
Og for at fuldende nostalgien fra 50'erne kommer den gamle lokal-journalist fra Morsø Folkeblad også. Det er Preben Heide, der også i år kan markere 50-året for sin ansættelse på avisen. Han vil skrive både om den gang og jubilæumsbegivenhederne i august i Morsø Folkeblad. Avisen har allerede taget hul på festlighederne med en række artikler om jazzklubben og bandet.

Se også: www.mors-tourist.dk - og klik ind under "Begivenheder" og "Spisesteder" - Belle Epoque.

Royal Garden Jazzband i dag i de rette maritime omgivelser - ja, det kunne faktisk godt være i Nykøbing Mors:
Fra venstre trommeslageren Olav B. Hansen, Haderslev, klarinetisten Per Nørbach, Odense, trompetisten Kai Verdelin, Ryslinge, banjospilleren, sangeren og crooneren, Tony Christensen, Assens, pianisten Svend Frandsen, Grenå, bassisten Flemming Seiersen, Ørsted og basunisten og sangeren Jørgen Rosschou, Bogense.


Royal Garden 50 års jubilæum
på Belle Epoque - Havnen i Nykøbing



Fredag 11. august 2006
TidspunktArrangement
18.00Vi serverer Belle Epoque's spareribs. Pris 149.-
19.00-23.00Jazz Jam med Royal Garden Jazzband. Entre 75.-
  
Lørdag 12. august 2006
TidspunktArrangement
10.30Første afgang til Glyngøre, med Royal Garden Jazz band.
11.00Første afgang fra Glyngøre, stadigt med Royal Garden om bord
Færgen sejler i pendulfart, med afgang ca. hver 20 minut.
Ca. 17.00 Sidste* Afgang 8 fra Glyngøre til Nykøbing.
* Færgen sejler til også de sidste er kommet retur.
Billetter købes på Nykøbing Turistkontor, Restaurant Belle Epoque.
I Glyngøre sælges billetter på Sallingsund Museum.
  
I Glyngøre foregår Harmonika musik i kassehuset
Glyngøre Shell fish griller fisk og skaldyr.
Museet holder åbent med særudstilling
Kristian Barber fortæller om færgen og jernbanen
  
I Nykøbing foregår fra kl. 12.00 Jazz frokost på kanten af kajen.
Byvandring fra turistkontoret
Demonstration af Morsø jolle og kajak udlejning.
  
18.00 Belle Epoque's specialiteter fra buffet: Kr 265,-
21.00Royal Garden Jazzclub genåbner. Entre 100.-
Royal Garden jazz band spiller til alle har snakket og danset af.


50 års jubilæums-CD og historien bag Royal Garden Jazzband

Royal Garden Jazz-men i Nykøbings Mors Kommunale Gymnasiums lovsangssal i anden halvdel af 1950'erne.
Fra venstre det eneste tilbageværende medlem fra dengang:
bassisten Flemming Seiersen,

efterfulgt af:
basunisten Hans Jørgen Sejersen,
trommeslageren Harald Degn Pedersen,
banjospilleren Svend Knudsen,
klarinestisten Erik Bendsen Poulsen og
trompetisten Kjeld Lyngsøe Jensen.

Seks drenge fra FDF's orkester i Nykøbing Mors startede i 1956 Royal Garden Jazz-men - dog først som bl.a. New Town Seven og et show-orkester. Og bandet lever stadig i bedste velgående - ja, vel bedre end nogensinde. Det kan høres på jubilæums-CD'en.

Her kan du høre tre numre:
Canal Street Blues
Nobody Knows When You Are Down And Out
Just A Little While

De øvrige 7 numre på CD'en, der er optaget i Århus den 21. januar 2007 under ledelse af cheftekniker Hans Grand, er:
West End Blues, Just A Gigolo, Exactly Like You, You Rascal You, Careless Love, Ain't Misbehavin og On The Sunny Side of The Street.

Jubilæums-CD fra 2007 kan rekvireres så længe lager haves ved henvendelse til:
Flemming Seiersen
Hevringvej 7,
8950 Ørsted
telf. 40 16 91 22
mail:

En ny CD planlægges
En ny CD med den nuværende besætning på 6 mand planlægges til indspilning i løbet af 2008.

Instrumenter på afbetaling
FDF-drengene havde hørt Louis Armstrong og Sidney Bechet og senere Chris Barber i den lokale musikhandel hos Halse, hvor de kom efter skoletid for at høre plader på forretningens grammofon. Halse støttede dem senere ved at lade dem købe efter datidens priser dyre musikinstrumenter, som de fik på afbetaling for en 10'er om ugen. Mange penge ud af en budløn på 15 kr. for 6 dages arbejde hos den lokale farvehandler eller købmand.

Tre numre på repertoiret ved debuten
Ved debuten i gymnasieelevernes forening på det kommunale gymnasium kunne bandet spille tre numre, nemlig Basin Street Blues og When The Saints - det trejde er gået i glemmebogen. Dem spillede de om og om igen med lange soli. Men det opdagede publikum ikke. De var mere optaget af drengen eller pigen, de dansede med. Et af orkestermedlemmernes bedstemødre havde syet røde bogstaver på blå fløjelsskjorter, som var den første spilleuniform. Trommesættet bestod af stortrommen fra FDF, de to march-bækkener og en marchtromme samt en hjemmelavet tam-tam, som trommeslageren Flemming Seiersen havde lavet. Han er i øvrigt i dag det eneste tilbageværende medlem af Royal Garden Jazzband som bassist.

Vandt Storyville-pladekonkurrence i Århus Hallen
Orkestret avancerede dog hurtigt til husorkester i den gang en af landet største jazzklubber med over 400 medlemmer, Royal Garden Jazz Club i Håndværkerforeningen i Nykøbing Mors. Her spillede de gratis hver anden torsdag aften - dog vankede der et par øl - for at skaffe penge til udenbys- og udenlandske orkestre. Ret hurtigt i karrieren vandt de en pladeindspilning i Storyvilles pladekonkurrence i Århus Hallen. Pladeindspilningen, der skulle finde sted hos de amerikanske tropper i Vesttyskland, blev dog aldrig til noget. Flemming Seiersen kunne ikke få fri fra sit job som smedelærling på Søren Larsen og Sønners Skibsværft. -Hvad nu, hvis jeg tager afsted alligvel, spurgte han værkføreren. Så behøver du ikke at komme her mere, var svaret. Så var den sag afgjort.

Forsamlingshuse på Mors i Salling og Thy
Engagementerne den gang var som oftest i forsamlingshusene på landet på både Mors, i Salling og Thy. Her måtte en af fædrene, der var så heldig at have bil, køre dem. Usædvanligt var det ikke, at jazz-drengene blev truet med klø af bønder-karlene, hvis de ikk ville spille "Hvide måge", så nogle gange måtte de fortrække for at undgå håndgemæng. Bedre var det derfor at spille i jazzklubberne i Thisted og Skive blandt de piberygende og islandsk sweater-klædte jazz-freaks. Men efterhånden kom der konkurrence fra Tommy Steel - og Elvis Fans på Centralhotellet i den anden ende af Nykøbing, og ligesom for Royal Garden Club blev det trange tider for landets jazzklubber, som efterhånden måtte lukke.

Lang pause og genstart i 1991
Royal Garden Jazzband gik efterhånden i sig selv og holdt lange pauser i 70'erne og 80'erne, men genopstod i 1991, da den nuværende bassist genstartede det med bl.a. den også nuværende trommeslager Olav B. Hansen. De havde spillet sammen i Lassens Jazzkalas på Fyn i 80'erne. Flemming Seiersen var også bassist i to år i Malenes Fodvarmere i Nuuk i Grønland 1988-90. Siden er der skiftet ud i besætningen, så Royal Garden Jazzband i dag kan mønstre sin hidtil bedste sammensætning med musikere, der har spillet jazz hele deres liv og gør det på et højt og underholdende niveau med rødder tilbage til 1920'erne og 30'erne og med bl.a. Louis Armstrong som forbillede.

Læs mere om Orkestret i dag

Sidst opdateret: 09.10.2010 - 15:26

NY CD 2011

Royal Garden Jazzband har indspillet en ny CD med 15 numre. Klik på CDen herunder og hør "Orys Creole Trombone".

Lyt til den nyeste CD Se den nyeste DVD

Rekvirer CD eller DVD - husk at angive ønske.
Mail:
Tel:
+45 4016 9122

 

Tak, fordi du printede denne side.
Har du spørgsmål, er du mere end velkommen til at henvende dig.

Royal Garden Jazzband
v/ Flemming Seiersen, Hevringvej 7
8950 Ørsted
Mobil 40 16 91 22

www.royalgardenjazzband.dk